|

Testkørsel ved Lyngby Station. Foto: Letbaner.dk
TESTKØRSLERNE FORTSÆTTER
26.07.26
Nu tælles der ned til åbningen af Hovedstadens Letbane i fuld længde den 22. august 2026.
Der er nu mindre end en måned til, at Hovedstadens Letbane efter planen åbner i fuld længde mellem Lundtofte og Ishøj den 22. august. I de seneste måneder er letbanetogene blevet et stadigt mere almindeligt syn på den nordlige del af strækningen, hvor de omfattende testkørsler fortsætter, samtidig med de sidste tekniske arbejder og afprøvninger gennemføres.
Ifølge Hovedstadens Letbane forløber den afsluttende fase fortsat efter planen. Testkørslerne skal dokumentere, at signalanlæg, kørestrøm, stationer og tog fungerer sikkert sammen, før de afsluttende myndighedsgodkendelser kan gives.
Åbningsdagen bliver en historisk milepæl. Med de sidste 17 stationer åbner hele Ring 3-letbanen, som binder seks S-banelinjer sammen og skaber en ny tværgående forbindelse gennem hovedstadsområdet. Det sker samtidig 54 år efter, at Københavns sidste sporvejslinje blev nedlagt i 1972.
Mød Letbaner.dk i Gladsaxe
Letbaner.dk deltager også i festlighederne på åbningsdagen for at markere denne milepæl i udviklingen af moderne kollektiv trafik i Danmark.
Vi vil tage udgangspunkt ved arrangementerne i Gladsaxe, hvor foreningens frivillige vil være let genkendelige i de gule sikkerhedsveste. Her vil vi være klar til en snak om danske letbaneprojekter og uddele badges og foldere om visionen "Næste letbanestop Amager" til alle interesserede.
Vi håber at møde mange letbanebrugere og besøgende, som er nysgerrige efter at høre mere om letbanernes udvikling i Danmark og de projekter, der kan blive de næste.
Vi vil senere vende tilbage med en samlet oversigt over de lokale arrangementer i blandt andet Gladsaxe, Herlev og Lyngby-Taarbæk, når de endelige programmer er offentliggjort.
/HB
|