Odense Letbanes testkørsel. Foto: Odense Letbane
Så åbnes letbanen som lovet
18.05.22
Men først skulle de sidste formaliteter være på plads med godkendelse og overdragelse.
Odense Letbane åbner lørdag den 28. maj med fest, taler og musik. Der bliver udsigt til en spændende dag i Odense med mange kulturelle aktiviteter ud over talerne.
Trafikstyrelsens godkendelse
Tirsdag d. 26.04.22 fik Odense Letbane Trafikstyrelsens endelige godkendelse til drift. Vicedirektør i Trafikstyrelsen, Christian Vesterager, giver udtryk for et godt samarbejde med Odense Letbane om at få megaprojektet godt og sikkert i mål:
- Der har været tale om et langvarigt, ressourcekrævende og fagteknisk meget stort og kompliceret jernbaneprojekt, der sagtens kunne have haft flere udfordringer. Vi har imidlertid hele vejen igennem haft en virkelig god og tæt dialog om, hvad der løbende skulle til for at minimere risici og finde løsninger, så vi kunne komme godt i mål med letbanen. Det er jeg rigtig glad for er lykkedes til glæde for snart mange tusinde passagerer, siger Christian Vesterager.
Den endelige godkendelse til drift betyder, at Odense Letbane nu er karakteriseret som en jernbane og dermed også kan køre med passagerer.
Overdragelsen af anlægget
Letbanen blev også overdraget fra Comsa til Odense Letbane d. 26.04.22. Comsa er den spanske entreprenør, der har anlagt letbanen gennem Odense. Det banede vejen for en åbning af letbanen som lovet sidst i maj måned.
Og så skal der festes
- Det er med størst mulig glæde og stolthed, at vi nu kan præsentere en dato for åbningen af Odense Letbane – og dermed invitere hele Odense med indenfor i en moderne og effektiv letbane, som fra dag ét vil tilføre et markant løft til den kollektive trafik i landets tredjestørste by, siger Jesper Rasmussen, bestyrelsesformand ved Odense Letbane P/S. Han uddyber:
- Både nutiden og fremtiden kalder på effektive transportløsninger i de store byer, og jeg er ikke i tvivl om, at letbanen har potentialet til at understøtte den imponerende byudvikling, som Odense oplever i disse år, og som vil fortsætte mange årtier frem. Der er al mulig grund til at sige tillykke til alle i Odense – letbanen er jeres fra nu af.
- Forløbet frem til nu har ikke været uden bump på skinnerne. Det ærgrer os, at vi har oplevet forsinkelser. Men nu er tiden inde til at se fremad. Og jeg vil gerne personligt rette en stor tak til alle partnere i projektet, som over en bred front har ydet en enestående indsats for at indfri målet om åbning 28. maj 2022 – en dato, som vi i fællesskab har sigtet efter siden årets begyndelse.
- En historisk dag er i vente for Odense, når byens nye letbane åbner for kørsel med passagerer lørdag den 28. maj 2022.
/HB - kilder: Odense Letbane og Trafikstyrelsen
Relaterede nyheder:
|